Humaniora gjør deg ikke human

Forestillingen om at lærdom i de humanistiske fagene skulle gjøre oss til bedre mennesker, har intet belegg, mener den danske vitenskaps- og medieforskeren Søren Kjørup, professor II ved Universitetet i Oslo.

«... troen på at man skulle blive et bedre menneske af at læse& klassikerne, afspejler mere et sangvinsk ideal end nøgtern erfaring.»

Med tillatelse fra forfatteren gjengir vi her noen lett bearbeidede utdrag fra Søren Kjørups bok Menneskevidenskaberne. Problemer og traditioner i humanioras videnskabsteori, Roskilde Universitetsforlag, 1996.

At dannelse skal være begrundelse for de humanistiske fag, både i skolen og på universitetet, klinger næppe fremmed endnu den dag i dag. Men troen på at man skulle blive et bedre menneske af at læse klassikerne, afspejler mere et sangvinsk ideal end nøgtern erfaring. Der er slet og ret intet der tyder på at humanistisk uddannelse skaber bedre mennesker. Men så har de humanistiske uddannelser nu heller aldrig været tilrettelagt sådan at de overhovedet ville kunne befordre menneskelig modning. Og i humanioras interne bedømmelses- og belønningssystem har man aldrig lagt vægt på dannelsesaspektet. Lad mig uddybe disse tre påstande en smule.

Nazistiske skønånder

Skal man underbygge at beskæftigelsen med den litterære og kulturelle arv ikke nødvendigvis skaber bedre mennesker, er det fristende at pege på anekdoterne om de nazistiske kommandanter for koncentrationslejrene, altså disse folk der efter sigende slappede af i familiens skød ved at deklamere Goethe, spille Beethoven og studere Kant efter en anstrengende dag med opsyn med arbejdet ved tortur- og gaskamrene. Og selv om disse drastiske historier forhåbentlig er apokryfe, kender vi vel alle til lærde humanister som ikke er Guds bedste børn, ligesom vi ved at tilstandene på humanistiske fakulteter og institutter er nøjagtigt lige så lidt eller lige så meget menneskelige som andetsteds.

Men hvordan skulle også den kausale forbindelse mellem læsning af klassikerne og tilegnelse af humane idealer komme i stand? Tanken var vel at eksemplets magt og den indirekte erfaring skulle være vejen til menneskelig modning. I sig selv er dette dog ikke særlig sandsynligt; litteratur og historie rummer massevis af skurke man kan dyrke som forbilleder om man vil, og masser af eksempler på at forbrydelse betaler sig; og den indirekte erfaring gennem læsning er næppe stærkere end den direkte man henter gennem livet i et mere eller mindre humant samfund. Men først og fremmest har det aldrig været disse sider af pensum man har fokuseret på i undervisningen, og er det heller ikke i dag.

Gold udenadslæren

Alt hvad der findes af kilder til fortidens pædagogiske praksis, vidner om at beskæftigelsen med de klassiske skrifter, såvel i skolen som på højere niveau, aldrig har haft synderlig bredde, men tværtimod altid har koncentreret sig om et snævert udvalg, og at skrifterne altid kun er blevet brugt som udgangspunkt for gold udenadslæren og et uendeligt terperi af grammatiske og andre petitesser.

Heller ikke humanioras professionalisering i løbet af 1800-tallet har ligefrem kunnet bidrage til en mere moralsk relevant tilnærmelse til de klassiske tekster, tværtimod. Når historikeren Ranke i 1824 erklærer at han vil finde ud af 'wie es eigentlig gewesen' (hvordan det egentlig var), er hans hensigt netop at tage afstand fra den moraliserende brug af historien. Og hos filologen August Boeck kan man læse at filologien ikke kan undgå 'til en vis grad at være pedantisk', og at dens Mikrologie, som han kalder det (altså orientering mod detaljer), er i modstrid med humanismens stræben efter 'friere dannelse af ånden og smagen'. Hverken tekstkritik, kildekritik eller nykritik støtter ligefrem dannelsesprogrammet.

Og først og fremmest vé;d enhver at gode karakterer i de humanistiske fag ikke gives for personlig tilegnelse og god opførsel, men for beherskelse af fagenes facts, begreber, teorier og teknikker, og at et ledigt professorat i en humanistisk disciplin ikke gives til den ansøger som har opnået den højeste grad af menneskelig modning, men til den som har præsteret den mest omfangsrige og forhåbentlig også mest originale forskning.

Mandarinkultur

Hvad den enkelte tilegner sig som humanistisk dannelse gennem sit arbejde med et humanvidenskabeligt fag, er ikke nogen form for 'indre' personlighedskvalitet, men slet og ret visse former for viden og færdigheder som på den ene side åbner for et fællesskab med andre som behersker de samme navne, begreber, sprog osv., på den anden sætter skel mellem denne gruppe - eller klasse - og alle de andre. Den humanistiske dannelse giver grundlag for en mandarinkultur, som man allertydeligst så det netop i gennemslaget fra nyhumanismen og Humboldt-idealerne i tysk universitetsliv i sidste halvdel af 1800-tallet. Og det svarer jo glimrende til at det eneste sted i den klassiske litteratur hvor ordet storrelseicus bruges om en forfatter, nemlig (...) hos den romerske jurist og skønånd Aulus Gellius i hans Noctes Atticae (XIX, 8, 15), bliver det brugt for at drage et skel mellem denne mand ‘af klasse' og hans modstykke proletarius, digteren fra det ringeste sociale lag.

Den konservative norske 1800-talsfilosof Marcus Jacob Monrad kaldte uforblommet 'Kundskab og Dannelse' for 'den aandelige Capital' og betonede vigtigheden af ulighed her som i økonomiske anliggender; et samfund har brug for en elite, mente han:

Ved at ville drage den høiere Dannelse ned og gjøre Alle lige, vil her, ligesom paa det økonomiske Feldt, Alle blive lige fattige. Folket i sin Heelhed vil savne det løftende, opad dragende Element.

Den radikale og særdeles nulevende franske etnograf og sociolog Pierre Bourdieu formulerer det tilsvarende som at humanisten ved sin uddannelse sikrer sig en vis kulturel kapital, der endog samtidig ofte kan tjene som social kapital ('forbindelser'), og som bidrager til at skabe distinktion, skel, mellem 'os' der kan det dé;r, og 'de andre' der ikke kan. På Ciceros tid drejede det sig om at kunne diskutere Platon på græsk, i renæssancen om at kunne efterligne Ciceros formfuldendte latin, i 1800-tallets Danmark om at kende f.eks. den klassiske og den nordiske mytologi og kunne læse i hvert fald latin og oldnordisk - og i dag om at kunne begå sig når navne som Habermas, Foucault og Derrida og begreber som erkendelsesinteresser, postmodernisme og dekonstruktion dukker op.

Forstå mig ret: Hvad jeg her forsøger at gøre op med, er ikke selve humanismens ideal, forstået som respekten for det enkelte menneskes værdighed; tværtimod. Men forsøget på at begrunde menneskevidenskabernes værdighed med henvisning til det humanistiske dannelsesideal, opfatter jeg som ren bragesnak.

Humanioras nytte

På en måde kan diskussionen om hvordan man kan legitimere humaniora, gøres ganske kort. Hvordan legitimerer man f.eks. landbrugsvidenskab? Ved at pege på at det moderne samfund forudsætter en intens udnyttelse af landbrugets ressourcer, og derfor har man brug for højtuddannede praktikere, effektive formidlere og produktive forskere på området. Uden agronomien vil man ikke kunne opretholde samfundet som vi kender det. Det er helt på samme måde med humaniora.

Den humanistiske uddannelse giver ikke kun den 'almene' dannelse som igen giver status, netop fordi den ikke reelt er almen, men som ikke er direkte madnyttig; faktisk har humaniora altid også været indrettet på at give erhvervsrettede kvalifikationer, til nytte for magtens tjenere og udøvere.

På Ciceros tid var uddannelsen nødvendig for den romerske republiks advokater og politikere. De personer vi kender som renæssancens humanister, var heller ikke rene skønånder; de fleste havde centrale stillinger i kirkens administrationsapparat (og en blev selv pave: Enea Sivio de' Piccolomini, Pius II). I vor tid må man have en humanistisk uddannelse - gerne en statsligt anerkendt embedseksamen - for at kvalificere sig for en lang række forskelligartede job i det moderne samfunds informationsbearbejdende sektor i videste forstand. Personlighedsmæssige kvaliteter indgår selvsagt i disse "informationsarbejderes" informale kvalifikationer, men de erhverves bestemt ikke gennem de humanistiske examener.

Emneord: Språk og kultur, Filosofiske fag, Filosofi Av Søren Kjørup
Publisert 1. feb. 2012 12:14
Legg til kommentar

Logg inn for å kommentere

Ikke UiO- eller Feide-bruker?
Opprett en WebID-bruker for å kommentere