Saglig flerstemmighed

Johan L. Tønnesson (red.): Den flerstemmige sakprosaen. Fagbokforlaget, 2002. 250 s. og Kjell Lars Berge (red.): Teksthistorie. Tekstvitenskapelige bidrag. Skrifter fra projektmiljøet Norsk Sakprosa, 2002. 267 s.

Den flerstemmige sakprosaen er redigeret af Johan Tønnesson og er udkommet i Landslaget for Norskundervisnings skriftserie. Bogen henvender sig især til mennesker, der underviser eller har planer om at undervise i sprog, litteratur eller mediefag i skolen. Men den burde blive læst af en langt større læserskare.

Bogens omslag er prydet af et fotografi, hvor fem mennesker har taget opstilling som et kor med dirigent under et træ ude i naturen. Fælles for disse mennesker er, at de alle har bidraget til Den flerstemmige sakprosaen, at de alle på en eller anden måde er knyttet til projektmiljøet Norsk Sakprosa (www.hf.uio.no/inl/sakprosa) og at de også alle har haft dette miljøs projektleder, Kjell Lars Berge – dirigenten på billedet! - som vejleder. Desværre kan vi ikke høre, hvad de fem mennesker synger om under træet, men det kan vi til gengæld læse os til inde i bogen. Og det er spændende læsning.

Bogen udmærker sig fremfor alt ved sin egen saglige flerstemmighed - og det på flere niveauer.

For det første er der selve genstandsfeltet. Bogens forfattere demonstrerer med stor overbevisning, at sagprosa er et langt mere komplekst og mangfoldigt område, end man traditionelt har forestillet sig. Redaktøren, Johan Tønnesson, har bidraget med to artikler, hvor han analyserer to meget forskellige typer sagprosa: en udsendelse af radiomagasinet Mamarazzi (Petre) og en artikel "Bakterier gir blodpropp i hjertet" fra Illustrert Vitenskap. Elisabeth Ringdal analyserer under den smukke titel "Stadig myldrende skrivning" unge 16-åriges drenge og pigers daglige omgang med SMS-beskeder. Susanne Moen og Aslaug Veum har kastet sig over henholdsvis en informationskampagne om klamydia og portrætinterviews i Aftenposten og tidsskriftet Kapital. Trine Gedde-Dahl analyserer forskellige betydningsskabende dimensioner ved Læseplanen for grundskolen og den videregående skole, og Kjell Lars Berge runder af med et efterord om sagprosa og tekstvidenskab. I flere af de omtalte artikler, som der desværre ikke er plads til at kommentere i detaljer, får læseren opfordringer til - og anvisninger på - hvordan man kan inddrage de mange forskellige former for sagprosa i undervisningen.

For det andet er der flerstemmigheden i de fem forfatteres teoretiske og analytiske tilgange til studiet af sagprosa. I stedet for at anvende traditionelle analysemodeller inddrages begreber og modeller fra for eksempel Michael Halliday og den funktionelle lingvistik, fra Norman Fairclough og den kritiske diskursanalyse samt fra en lang række andre norske og udenlandske tekstforskere.

For det tredje er der flerstemmigheden i selve opfattelsen af, hvad sagprosa er. Inspireret af det svenske sagprosaprojekt, der startede i 1996, har forfatterne ingen ambition om "å finne nokon slags "sakprosaens verkelege vesen"" (s. 10), som Johan Tønnesson skriver i indledningen til bogen. Man har som i det svenske sagprosaprojekt været meget bevidste om, at der ikke kun gives én, men mange definitioner af sagprosa.

Selvfølgelig er der altid ting i bogen, man kan diskutere, og nogle af disse ting er ikke uvæsentlige. Til eksempel: er det overhovedet tjenligt at fortsætte med at bruge begrebet sagprosa? På trods af indledningens forsøg på at "løsne op" for stivnede opfattelser dukker der flere af de traditionelle tvedelte definitioner op igennem bogen. Sagprosa beskrives for eksempel som:

· Ikke-fiktive (ikke-litterære) tekster, som står i modsætning til fiktive (litterære) tekster. · Formålsrettede brugstekster, som står i modsætning til "ikke-formålsrettede, ikke-brugstekster" (hvordan de så end tager sig ud?). · Hverdagstekster, som står i modsætning til "festtekster". · Lavkulturelle tekster, som står i modsætning til højkulturelle tekster. · Prosa, som står i modsætning til poesi.

Med den store mangfoldighed i (opfattelsen af) sagprosaen, som bogen så sympatisk fremhæver, er det dog ikke svært at finde eksempler, som går på tværs af alle disse definitioner. Der er også fiktion i sagprosaen, der findes også litterære tekster, som "bruges til noget", der findes også sagprosatekster, som kun bruges til fest, og der findes sågar også "sagpoesi". Vi står dermed over for en udfordring: hvis ikke sagprosa, hvad skal vi så kalde alle disse tekster?

Bokforside: Teksthistorie

Teksthistorie , der er redigeret af Kjell Lars Berge, er også et resultat af den nye og spændende forskning, som projektmiljøet Norsk Sakprosa står bag. Bogen er udgivet i projektmiljøets egen skriftserie. Der er tale om bearbejdede foredrag fra et seminar om teksthistorie, som blev afholdt i oktober 2001. Til seminaret var inviteret forskere fra mange forskellige discipliner og fagområder, litteraturforskere, sprogforskere, historikere, medieforskere og så videre, som alle har det til fælles, at de studerer teksthistorie og tekster i historien. Denne mangfoldighed afspejler sig også i de syv bidrag, som Teksthistorie består af. Der er artikler om teksthistorie og skriftkultur, teksthistorie i et historiografisk eller filologisk perspektiv, teksthistorie inden for medieforskning samt litteraturhistorie og lærebogshistorie. Kjell Lars Berge har skrevet en veloplagt indledning, der inddrager redaktørens egen forskning i tekstnormernes historiske udvikling. To af bidragene er på engelsk, og hvad angår indhold og tilgængelighed henvender bogen sig nok til et lidt mere snævert publikum end Den flerstemmige sakprosaen.

Både Den flerstemmige sakprosaen og Teksthistorie anbefales hermed varmt til alle, som beskæftiger sig med og interesserer sig for sagprosa, hvad enten det er som forsker eller underviser. Det er relevant humanistisk forskning på højt niveau. Og jeg skal ikke lægge skjul på, at denne anbefaling sendes afsted med en vis akademisk misundelse. Både i Sverige og i Norge har man i disse år store nationale forskningsprojekter med den mangfoldige sagprosa som omdrejningspunkt. Så langt er vi desværre endnu ikke kommet i Danmark.

Emneord: Allmenn litteraturvitenskap, Anvendt lingvistikk, språkvitenskap, Litteraturvitenskapelige fag, Språk og kultur, Språkvitenskapelige fag Av Bokanmelderen Finn Frandsen er senterleder ved Center for Virksomhedskommunikation, Handelshøjskolen i Århus og er blant annet ekspert på mediespråk og semiotikk.
Publisert 1. feb. 2012 12:04