Kærlighedens genkomst

Det er kærlighed og ikke religion, man bliver klogere på ved at læse denne bog fra Refsums hånd.

Med denne bog fra professor i litteratur, Christian Refsum, bliver man klogere på kærlighedens moderne vilkår. Den giver læseren en klar orientering i modernitetens kærlighedsvilkår med hjælp fra både kunst og filosofi. Dens gennemgående træk er en sensitivitet over for den svære kærlighed. Refsum har sans for kærlighedens ekstremer, for de lidt sjældnere kærlighedsmanifestationer i almindelige liv, der i mange tilfælde er besynderligt kærlighedsløse, men måske så meget desto mere præget af længsel. Vi føres gennem ulykkelig kærlighed hos en Lena Andersson, besværlig omsorg for den dødssyge hos Haneke, kvindelig ensomhed med Lars von Triers Nymphomaniac, egoisme, masochisme, prostitution og kærlighedsmarked i Houllebecqs og Cathrine Millets romaner og i Ulrich Seidls film og masser af opslidende begær hos bl.a. Geir Gulliksen, Jonathan Franzen og Sofi Oksanen.

INDRAMNINGEN af disse analyser er fremhævelsen af kærlighedens politiske kraft. Det begynder med John Lennons politiske budskaber sendt fra hans og Yoko Onos seng og ender med den folkelige og politiske insisteren på kærlighedens politiske kraft, der sammen med analysen af Vigdis Hjorths forfatterskab hjælper Refsum frem til en forståelse af dét, han kalder kærlighedens stærke kraft til på en gang at forandre selvet og den politiske verden, som selvet udfolder sig i.

Bogens titel forklares ved at kærlighed som religion handler om at tro på kærligheden i tre betydninger, dels tilliden til at netop kærligheden kan sikre lykken i tilværelsen, dels at kærligheden i seksualitetens form fungerer som en sekulariseret religions samfundsgennemsyrende gennemslag, dels at mange har investeret deres religiøse længsler på den lidenskabelige kærligheds område.

NETOP DEN sidste tråd trækker Refsum tilbage til den romantiske kærlighed og dens idealisering af tosomheden. I et opgør med eller rettere en kærlig, kritisk gennemgang af en kærlighed, der lukker sig om den nære, erotiske relation, støtter Refsum sig på en loyal læsning af en række nyere samfundsfilosoffer og litterater. I tilfældet Simon May, der udgav Love. A History i 2011 læser han endda en selvstændig teori frem hos May, som man nemt kan overse i dét, der snarere er en gennemgang af kærlighedens filosofihistorie. Refsum gennemgår kærlighedsteorier hos May, men også hos A. Badiou, Z. Baumann, E. Levinas, R. Girard, R. Barthes, A. Gorz, Ulrich Beck, Zizek, A. Damasio og Cathrine Malabou og fletter det fornemt ind, så det understøtter de nænsomme og dog originale analyser af romanernes og filmenes fiktive jeg’er. Dermed aftvinges værkerne en række nuancerende bud på kærlighedens muligheder og skibbrud. Det radikale sammenstød mellem kærlighedens idealtyper og et stadig mere ”brutalt” marked for date og dumpning skildres som et vanskeligt vilkår for enhver, der forsøger at leve kærligheden ud i det moderne.

DE GENNEMGÅENDE træk i kærligheden på tværs af erotik, lidenskab, venskab, ømhed, tillid og tro deles op i kærligheden som sanselig, uegennyttig, anerkendende og tryg forklaret med fire græske termer: eros, agape, filia og storge. Det sidste trækker klart kærligheden op til det 20. århundrede, hvor C.S. Lewis indfører storge-begrebet som tryghed eller tilknytning, hvilket Refsum så udbygger med Badiou, May og Bauman ved at vise, at det måske er muligt at finde sig til rette i en flydende modernitet gennem en kærlighed, der ligner religionen ved at organisere gennem drømmen om den udødelige kærlighed.

MED BOGENS afsluttende tese om en hvilende, men modstandsdygtig religiøsitets opblomstring peges der i en noget anden retning og det skulle da være det eneste, man skulle bebrejde bogen, at den ender med at tage sin titel på ordet i en form, som ikke har været bogens ærinde fra begyndelsen.

Det er kærlighed og ikke religion, man bliver klogere på ved at læse denne bog fra Refsums hånd. Men det er også i sig selv en stor og tiltrængt berigelse.

Av Anne Marie Pahuus
Publisert 12. juni 2017 08:54 - Sist endret 12. juni 2017 08:54