Menneskerettighederne

Antologien og dens mange bidragene har høj kvalitet, og fortjener læsere – også i Danmark.

Anmeldt av Jonas Christoffersen

Retsfællesskabet mellem Danmark og Norge er stærkt. Det gælder også på det menneskeretlige område. Samfundsforholdene er sammenlignelige. Retskulturerne minder til forveksling om hinanden, ligesom landene deltager i stort set det samme internationale samarbejde. Derfor kan vi også lære meget af hinanden, hvis vi lærer om forholdene i andre nordiske lande.

Men vi må naturligvis starte med os selv; Danmark med Danmark, og Norge med Norge. I Norge bliver jurister hjulpet rigtig god på vej af Føllesdal, Ruud og Ulfsteins nye bog. Bogens bidrag er skrevet af personer, der i Danmark er kendt som kyndige professorer, dommere og embedsmænd.

DE NORDISKE lande har en fælles tradition for en meget svag domstolsprøvelse. Norges Høyesterett var rigtignok hurtig til at anerkende prøvelsesretten, men Høyesterett spiller ingen central rolle i udviklingen af det norske demokrati. Det er som i de øvrige nordiske lande politiske kræfter, der har drevet udviklingen.

Trods retsfællesskabet har Norge på nogle punkter valgt at forholde sig til menneskerettighederne på en anden måde end Danmark. Grunnloven inkorporerer således en håndfuld centrale konventioner på forfatningsniveau. Det er helt utænkeligt i Danmark. Høyesterett har – i sammenligning med Danmarks Højesteret – anlagt en mere fleksibel tilgang til konventionernes betydning i national ret.

HØYESTERETT formulerede i 1994 den retningslinje, at norsk ret kun viger for international ret, hvis den er tilstrækkelig klar og entydig. Denne klarhedsdoktrin blev udviklet i 2002, hvor Høyesterett udtalte, at de norske domstole skal anvende samme fortolkningsprincipper som Menneskerettighedsdomstolen. Det minder meget om formuleringen fra Danmarks Højesteret. Men Norges Høyesterett tilføjede imidlertid, at selv om det først og fremmest er Menneskerettighedsdomstolen, der skal udvikle konventionen, kan de norske domstole bygge på traditionelle norske værdiprioriteringer, navnlig hvis den norske lovgiver har vurderet forholdet og fundet, at der ikke er modstrid med konventionen. Det tror jeg heller ikke vi skal regne med at Danmarks Høyesterett kommer til at skrive, selv om det er meget fornuftigt.

Høyesterett anførte desuden, og det er virkelig interessant og forudseende, at de norske domstole på den måde vil kunne indgå i et samspil med menneskeretsdomstolen og bidrage til at påvirke dens praksis. Det kunne lyde som om, Norges Høyesterett stiller sig på lovgivers side, men det er ikke tilfældet, og det drøftes i antologien, om Høyesterett er gået for vidt. Altså om Høyesterett til skade for magtbalancen mellem lovgiver og domstole puster endnu mere indhold i konventionerne end de internationale domstole.

I DAG står Norge i samme situation som mange andre lande i Europa. I og vi skal finde ud af, hvordan vi fremover forholder os til de internationale menneskerettigheder – og det internationale samarbejde i det hele taget. Grundlovsændringen i 2014 har medført, at Grunnloven skal fortolkes i lyset af de internationale konventioner og tilknyttet praksis, der er mere detaljeret og kan kaste lys over Grunnlovens menneskerettighedsbestemmelser, som det hedder i forarbejderne. Høyesterett har i 2015 udtalt, at fremtidig praksis fra de internationale organer ikke har samme betydning ved fortolkningen af Grunnloven som ved fortolkningen af de parallelle konventionsbestemmelser, og at det er Høyesterett og ikke de internationale organer, der har ansvaret for at fortolke, afklare og udvikle Grunnlovens menneskerettighedsbestemmelser.

Det medfører en kompleksitet i retsudviklingen, som skyder Norges Høyesterett frem i en rolle, Danmarks Højesteret ikke har. Det store spørgsmål er derfor, om det er godt for samfundsudviklingen, hvis domstolene påtager sig en større opgave i retsudviklingen. Det kommer helt sikkert an på øjnene, der ser. Og der bliver nok at følge med i og forholde sig til.

Norges øverste domstol spiller i dag en mere markant rolle i fortolkningen og anvendelse af de internationale menneskerettigheder end for 20–30 år siden. Udviklingen er gået hurtigt. Og trods det ansvar, Norges Høyesterett har taget på sig, er det værd at hæfte sig ved, at Norge har haft mindre held end Danmark til at undgå domfældelse ved Strasbourgdomstolen. Der er altså stadig et–eller–andet, der kunne fungere bedre i Norge.

DEN NYE antologi om ”Menneskerettighetene og Norge” indeholder mange og interessante diskussioner om betydningen af navnlig Menneskerettighedsdomstolens praksis på konkrete områder. De mange og grundige diskussioner vil have betydning for mange norske praktikere – og for universitetsfolk, naturligvis. Antologien og dens mange bidragene har høj kvalitet, og antologien fortjener læsere – også i Danmark.

 

 

Publisert 17. jan. 2018 10:20 - Sist endret 17. jan. 2018 10:20