Dræbe uden at myrde

Spændende antologi undersøger voldslegitimeringens anatomi.

Øystein Sørensen, Bernt Hagtvet & Nik. Brandal (red.):

POLITISK VOLD

Former og årsaker

Dreyers forlag 2021

 

Nik. Brandal er historiker og førsteamanuensis i internasjonale studier ved Bjørknes høyskole.

Bernt Hagtvet er professor II i internasjonale studier ved Bjørknes høyskole og professor emeritus i statsvitenskap ved UiO.

Øystein Sørensen er professor i historie ved UiO. 

Mikkel Thorup er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet.

Hannah Arendt sagde engang, at voldsaktører i deres selvforståelse dræber uden at myrde, dvs. de tager andres liv uden i selvforståelsen at gøre noget moralsk eller juridisk forkert. Hvordan man kan tænke sådan, er del af denne tankevækkende antologi at undersøge.

I mere teoretiske kapitler om ekstremisme, Georges Sorel, antikolonial voldstænkning, kønsbaseret vold i krig, afkobling som voldsstrategi, såvel som case-studier af SS, italienske Casa Pound, venstreekstremisme, islamistisk terrorisme, kolonialvold i Kenya, oprørsvold i Vest-Afrika og et afsluttende kapitel om Gandhis ikke-vold undersøges den politiske volds forskellige former og argumentationsformer.

”Med denne antologi er vi godt i gang med svære spørgsmål.”

Jeg vil særligt fremhæve Øyvind Østerud om antikolonial vold hos Sartre og Fanon; Razan Abdulkader om IS og PFLP; Tore Linné Eriksen om den britiske kolonialvold i Kenya, samt Bjørnar Østby om hvorfor småkonflikter fortsætter tilsyneladende uden formål og mening i Vest-Afrika. Kombinationen af teoretisk indsigt med empirisk følsomhed og nysgerrighed er her særligt vellykket.

Generelt er det en ganske vellykket sæt af kapitler, der hver for sig afdækker væsentlige og uomgængelige dele af voldens spørgsmål til os: hvorfor dræber vi andre med god samvittighed? Hvordan forstå vold? som der står i indledningen.

Der er et spændende og varieret udbud af forfattere og temaer. Redaktørerne skal have ros for variationen og bredden, om end det også gør det lidt uklart, hvad der binder bogen sammen. Det gør dog ikke så meget, da bidragene hver især er stærke. Indholdsmæssigt har jeg kun tre kritiske kommentarer.

De to første og væsentligste angår Øystein Sørensens bidrag, hvor det ikke virker oplagt eller gavnligt at reducere ekstremisme til dem, ”som ønsker at erstatte det eksisterende politiske demokratiet med et autoritært eller totalitært diktatur.” Det reducerer ekstremisme til anti-demokratisme, og det virker ikke rigtigt. I samme artikel skal klimabevægelsen helt uforklarligt antydes som voldsberedte. Der er ingen argumentation eller dokumentation for det, og med mængden af faktiske voldsudøvere i verden i dag, virker det kunstigt at skulle spekulere nogle frem, der tværtom har vist sig helt utrolig fredelige.

Det tredje kritikpunkt – og det er småt – angår Bernt Hagtvets ellers interessante kapitel om Georges Sorel, hvor han uden bevis får sammenkædet Sorel med Herbert Marcuse og andre. Her ville det være bedre enten at påvise en inspiration hos dem, der faktisk var inspirerede eller at bruge Sorel som prisme for en bredere voldstænkning, der også eksisterer uafhængigt af Sorel.

I antologier kan man altid spørge til, hvad der er med, og hvad der ikke er med. Personligt savner jeg kapitler om højreekstreme terrorister og om de vestlige landes legitimering af krigen mod terror (invasioner, tortur, snigmord, droneangreb …), eller hvad med Syriens legitimering af borgerkrigen? Eller hvad sker der, hvis vi begynder at forstå EU’s anti-immigrationspolitik i Middelhavet som politisk vold? Det er bare ment som en opfordring til en 2er. Med denne antologi er vi godt i gang med svære spørgsmål.                                                                                                            

Av Mikkel Thorup
Publisert 22. sep. 2021 11:55 - Sist endret 22. sep. 2021 11:55